I nummer 12 på en lukket villavej i Viborg voksede to af landets mest magtfulde op. Berlingske har interviewet deres mor om vejen til toppen

Lars og Peter Stensgaard Mørch fik deres allerførste lederjob i en ret tidlig alder. I gymnasietiden blev Lars Mørch juniorchef for en lille gruppe mennesker i et callcenter, som ringede ud til danskerne i forsøget på at få dem til at mødes med en forsikringsmægler. Da han efter nogle år forlod jobbet, overtog lillebror Peter Mørch tjansen. Hvis det lykkedes deres medarbejdere at arrangere et møde, fik de en sjat penge for det. Hvis ikke, så de ikke en krone. »Det er jo lidt et skodjob,« griner deres mor Elsebeth Mørch. Hun har dækket et sirligt bord med rødmønstrede servietter. Nybagte boller, kage, et fad med diverse pålæg, kaffe og te er anrettet, da Berlingske træder ind i huset for enden af vejen i Viborg. Hun skænkede det aldrig en tanke, at de senere skulle nå nogle af de øverste poster i dansk erhvervsliv. »Men alligevel blev de jo allerede dengang vant til at lede,« reflekterer hun Dette efterår har Lars og Peter Stensgaard Mørch sat sig i spidsen for to af landets store finansvirksomheder. Hver især skal de efterfølge et koryfæ, der efter årtier i jobbet som topchef har valgt at trække sig tilbage. Anders Dam i Jyske Bank og Torben Möger Pedersen i PensionDanmark. Som frontperson for henholdsvis Jyske Bank, en af landets største banker, og PensionDanmark, landets største arbejdsmarkedspensionsselskab, bliver Mørch-brødrene to af de mest magtfulde personer i den finansielle sektor. Men også ud over sektorens grænser. Hvem er de to brødre, og hvordan er det lykkedes dem begge at drive det så vidt? I det første af to kapitler har Berlingske søgt svar i barndommens gade hos hovedpersonernes mor. På en lukket villavej Brødrene Mørch er vokset op med deres lillesøster, mor og far i et parcelhuskvarter uden for Viborg. Snorlige, lukkede veje, parallelt på stribe, så langt øjet rækker. Lars blev født først i Horsens i 1972, Peter blev født i Odense i 1975. Senere i 1970erne flyttede familien på fire til Viborg, hvor de i første omgang rykkede ind i nummer 6 på samme vej, hvor Elsebeth Mørch i dag bor i nummer 17. Da ældste bror var ti år gammel, og lillebror var syv, kom lillesøster Lene til. Mens Elsebeth Mørch var højgravid, flyttede familien, der snart skulle blive til fem, nogle numre længere op ad vejen. Med deres lille trækvogn hjalp de to brødre med at fragte familiens habengut til det nye hus i nummer 12. »Jeg tror, jeg har kørt det, ligesom jeg selv er opdraget ved mine forældre. Været der for dem, støttet dem, når der var noget, de ville, hjulpet dem. Og altid haft et åbent hjem for deres kammerater.« »De er opdraget til at tage ansvar for deres egne handlinger og har altid været meget selvstændige i alt, hvad de har lavet,« siger hun. Elsebeth Mørch er selv bankuddannet, men brugte meget af tiden hjemme, da børnene var små. Imens arbejdede deres far, Jørgen Mørch, som ingeniør. Og han arbejdede meget. Han var tit ude af døren, inden børnene stod op, og kom hjem, efter aftensmaden var taget af bordet. Men han kom altid hjem med stor energi og var klar til at være fuldt til stede, når han endelig var der. Om sommeren, når husets vinduer stod åbne, elskede han at rulle soltaget tilbage og skrue helt op for bilens anlæg, når han om aftenen trillede ind i indkørslen efter endt arbejdsdag. Børnenes yndlingsmusik bragede ud gennem soltaget, fordi han vidste, de syntes, det var sjovt. En bekymret mor På køleskabet hos Elsebeth Mørch hænger et væld af billeder af hendes børn og børnebørn. Seneste tilføjelse til samlingen er et avisudklip, et foto i bredformat af ældstesønnen. Det er fra Jyllands-Posten og blev taget i forbindelse med, at hendes søn blev udnævnt til ordførende direktør i Jyske Bank. »Det har været hårdt at se ham sådan. Men jeg har hele tiden troet på, at han nok skulle komme videre,« siger Elsebeth Mørch. Hun henviser til en tumultarisk tid, der fulgte Lars Mørchs afgang i 2018 på grund af Danske Banks hvidvasksag efter en meget lang karriere i landets største bank. Lars Mørch var en af ni Danske Bank-direktører, der i sin tid blev sigtet af Bagmandspolitiet i bankens hvidvasksag. Sigtelser, politiet dog valgte at frafalde i 2021. Samme år blev han i første omgang ansat som direktør for forretningsstrategi i Jyske Bank, selvom meningen egentlig var, at han allerede dengang skulle have været en del af direktionen og senere topchef. Men det ønskede Finanstilsynet endnu ikke at nikke godkendende til. »Lars har altid været flink til at ringe, når der sker noget nyt,« siger Elsebeth Mørch om udnævnelsen i 2021. »Jeg er nok sådan en mor, der bekymrer mig mere end nødvendigt for mine børn. Men dengang kunne jeg høre på ham, at nu var der noget godt på vej, og det har vi troet på lige siden.« 9. oktober i år blev han udnævnt som ny topchef i Jyske Bank. Efter hvad der udadtil virkede som et langt, sejt træk, kunne banken meddele, at Finanstilsynet efter to års betænkningstid havde besluttet at såkaldt fit & proper-godkende ham som topchef. I finanssektoren er det sådan, at tilsynet som vagthund skal godkende, at chefer i de øverste ledelseslag i de finansielle virksomheder er egnet og hæderlige til at besidde sådan en post. Det er ikke mange ord, Lars Mørch hidtil offentligt har sat på hvidvasksagen eller tiden efter Danske Bank for den sags skyld. »Det er godt spottet med det ene billede, for hun har over 200 billeder hængende på det køleskab,« siger Lars Mørch allerførst, da Berlingske foreholder ham sin mors bekymringer. Men han medgiver også, at årene, der fulgte hans afsked med Danske Bank efter hvidvasksagen, har været en personlig rutsjetur. »Jeg har været påvirket af sagen i de år og ked af den indvirkning, den har haft på min mor og resten af familien,« siger han. Derfor er han også glad for sit nye job og de to år, han allerede har været en del af Jyske Bank. »Det er rart at have en almindelig dagligdag,« forklarer Lars Mørch. Den travle far Mens Lars Mørch gjorde karriere i Danske Bank, har Peter Mørch med cheftitler i Beskæftigelsesministeriet, Københavns Kommune og senest som departementschef i Finansministeriet markeret sig som en meget velrenommeret topembedsmand. I sine sidste fire år i Finansministeriet har Peter Mørch som departementschef været med til at indgå 50 politiske aftaler. »Jeg har siddet der sammen med Nicolai Wammen (finansminister (S), red.) til samtlige af dem. Dag og nat,« fremhæver han selv fra tiden i Finansministeriet. »Det er jeg stolt over.« Det var fire hæsblæsende år fra 2019 til 2023, særligt præget af den coronapandemi, som generelt satte dybe spor i samfundet såvel som politisk. Men netop aften- og natteforhandlinger har konsekvenser, når man samtidig har en familie med kone og tre børn derhjemme. I coronatiden arbejdede Peter Mørch så meget, at hans ældste datter i et brev klagede til Nicolai Wammen. Et brev, ministeren senere viste til statsminister Mette Frederiksen (S). Datteren havde lagt brevet på sin fars plads ved spisebordet en morgen. »Hun syntes nok, han var lidt ekstra træt lige på det tidspunkt,« mindes Elsebeth Mørch, der mener, at Peter Mørch gennem tiden har været god til at falde i søvn på sofaen først på aftenen. Og der var en periode, hvor særligt hans datter ville pointere det over for ham, hvis hun syntes, han havde for travlt, fortæller Elsebeth Mørch. Selv har Peter Mørch aldrig følt, at han arbejdede for meget. »Han har altid sagt, at så længe man synes, noget er spændende, så kan man sagtens klare det,« fastslår hans mor. Hun tror på, man får et ekstra gear, når man laver noget, man brænder for. »Det kan jeg også selv få,« smiler hun. Peter Mørch siger selv: »Jeg har elsket mit arbejde, og nogle gange har jeg afleveret al min energi der, men også fået energi af det, fordi jeg syntes, det var fedt.« Sådan husker han også sin barndom. »Vores far havde også lange arbejdsdage. Men han kom altid hjem med stor energi,« siger Peter Mørch og tilføjer: »Men man skal ikke bilde sig ind, at det ikke har en pris, når man sjældent har været der om eftermiddagen. Jeg tror dog, man kan gøre meget ved at sørge for at være til stede i sine børns liv, når man så endelig er der.« Alting har en ende I efteråret 1993 begyndte idyllen på villavejen i Viborg så småt at slå sprækker. Den eneste, der rigtig mærkede den snigende forandring, var Elsebeth Mørch. Børnenes far, Jørgen Mørch, var begyndt at være meget træt, han var bleg og lignede ikke sig selv. Kræft i blæren var diagnosen, han fik, da han hen over julen og nytåret samme år blev voldsomt syg. Knap var det blevet 1994, før han blev indlagt og senere opereret. Peter Mørch var 18 år og gik i gymnasiet, da deres far blev syg, mens Lars Mørch var tre år ældre og var begyndt at studere på universitetet. »Der kom en alvor, noget ulykkeligt, ind i vores familie, som ikke havde været der før og pludselig fyldte rigtig meget,« husker Peter Mørch. Hver især forsøgte de at håndtere den skelsættende begivenhed, det er, når en forælder, man er tæt på, bliver alvorligt syg. Lars Mørch kørte mellem Viborg og Aalborg, hvor han studerede, hver eneste gang hans far skulle til en samtale med en læge eller behandles. »Jeg tror, jeg var gået fra at have en far-søn-relation til noget, der mindede endnu mere om et venneforhold. Jeg var ked af forløbet, og jeg kunne mærke, han gerne ville have, jeg var der. Så det var faktisk ikke så kompliceret,« siger han. Mens hans storebror kørte til samtlige farens aftaler med sundhedsvæsnet, forsøgte Peter Mørch at opretholde en nogenlunde normal tilværelse som gymnasieelev. Særligt i perioder med lyspunkter, hvor der var stabilitet i farens sygdom, formåede han at leve sit liv ret opdelt, forklarer han. »De er nok blevet voksne og ansvarlige lidt førend andre. Det tror jeg ikke kan være anderledes,« siger Elsebeth Mørch, der selv passede sin mand hjemme al den tid, han var syg. I foråret 1995 havde kræften spredt sig så meget, at lægerne slukkede alt håb. Der var ikke mere at gøre. Om sommeren døde han. »Når man mister sin far, som betyder meget for dig, i en tidlig alder, tvinges du også til at reflektere over, hvad du gerne vil tage med derfra,« siger Lars Mørch. Særligt har det betydet noget, at deres far var i øjenhøjde med dem. Også selvom han sjældent spiste aftensmad sammen med resten af familien. Til gengæld prioriterede han dem højest, når han ikke arbejdede. »Det var meget tydeligt for mig, også som barn. Og det har jeg været meget bevidst om hele vejen igennem og lige siden.« Den gode far På samme måde prioriterer Peter og Lars Mørch også deres familier særlig højt, når de er hjemme. Peter Mørch går meget op i fodbold, konstaterer Elsebeth Mørch, og han prioriterer at se »alle mulige« kampe med sin søn. Eller. Ikke alle mulige, retter hun sig selv. »Men kampene for det hold, de holder med,« fortsætter hun uden behov for at skjule, at hun umiddelbart ikke ved, hvilket hold der er tale om. Peter Mørch og hans søn har faste pladser i Parken og forsøger at se alle FCKs hjemmekampe sammen. Da FCK i november spillede Champions League-kamp i Parken mod storholdet Manchester United, kørte Peter Mørch forbi sin søns efterskole i Nykøbing for at hente ham, så de sammen kunne tage ind at se kampen. Efter sejren kørte han ham tilbage igen. »Det er en ægte god far,« slår Elsebeth Mørch fast. Alligevel har det kostet at have et job som departementschef, siger Peter Mørch selv. »Jeg har prioriteret fodbold med min søn. Men det har gjort ondt, når der har været endnu en aftenforhandling, når FCK har spillet en vigtig kamp, hvor han også tydeligt har sagt til mig, at jeg har manglet.« Det er dog en af fordelene ved, at han næste år officielt får jobbet som øverste arbejdsgiver i PensionDanmark, konstaterer Peter Mørch. Man har lidt større mulighed for at påvirke kalenderen. Tilfældighedernes spil Begge hendes sønner er kommet langt siden deres første lederjob i callcenteret. Selv var hun en af de første, der personligt fik besked om sønnernes nyudnævnelse. Da Peter Mørch fik besked om, at han var blevet udnævnt som kommende topchef i PensionDanmark, var hun i hans hjem. »Han var glad og spændt, men de er ikke typerne, der jubler som sådan,« siger Elsebeth Mørch. Den morgen Jyske Bank meddelte fondsbørsen, at Anders Dam, der i 26 år har været ordførende direktør i den Silkeborg-baserede bank, skulle afløses af Lars Stensgaard Mørch, ringede sønnen kort efter til sin mor. Det var meget tidligt om morgenen, understreger hun. Hun husker tydeligt, hvad han sagde i telefonen: »Nu er det på plads. Nu har jeg fået det.« »Man bliver jo glad og stolt, og jeg var lige ved at tude. Men det ved han godt. Vi er begge nogle, der godt kan blive rørt,« siger hun med et lille knæk på stemmen. Mere end Peter? »Ja og nej. Peter er lige så blød. Men man må også godt vise følelser i det her hus,« siger hun, som kun en dame på 75 år kan sige det. At de begge har nået toppen af dansk erhvervsliv, tillægger hun umiddelbart »tilfældighedernes spil«. De har været ordentlige, men også heldige. »Og så selvfølgelig gode til deres job. Det må man godt sige som mor, ikke? For ellers havde de jo ikke fået dem,« lyder erkendelsen. Hun er stolt af alle sine tre børn, indskyder Elsebeth Mørch. Også af sin datter, Lene, selvom interviewet handler om de to ældste, understreger hun. »Peter har altid været god til at få de job, han søgte. Hvad der har gjort, at han nu vil prøve noget andet, det ved jeg ikke, men det er jo nok tiden til det,« siger Elsebeth Mørch. Den slags forsøger hun ikke at gøre sig klog på, konstaterer hun. Hun fremhæver børnenes morfar. »Han sagde altid til dem, at de skulle være ærlige, kærlige og omsorgsfulde. At de skulle opføre sig ordentligt.« Er det tilfældigt, at man er et ordentligt menneske? »Nej, det er vel opdragelsen og den måde, vi har tacklet det på. Den hat kan jeg da så tage,« siger hun med et skævt smil. »Men det med karriere har de ikke efter mig. Jeg har aldrig haft den type ambitioner.« Tilfældigheder eller ej. Begge hendes sønner er lykkedes med at placere sig i toppen af dansk erhvervsliv. En top, der kommer med en vis portion magt, ikke blot i den enkelte virksomhed, men i hele samfundet. Men hvordan forvalter man magten, uden at den stiger en til hovedet? Det spørger Berlingske om i andet kapitel om brødrene Mørch. Læs andet kapitel om brødrene Mørch her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/i-nummer-12-paa-en-lukket-villavej-i-viborg-voksede-to-af-landets